Morten Østergaard

Jeg synes det er fænomenalt med de politikere, der nu kappes om at være mest frimodig i deres almindeligheder mod ekstremisme.

Hvor var Villy Søvndal, da vi foreslog at Hitz-but Tahirs lovlighed blev prøvet ved en domstol, fordi de virker ved vold, hvilket er forbudt i følge grundloven?

Hvor var Naser Khader, da vi til finanslovsforhandlinger forsøgte at få midler til en boligsocial-indsats, som skulle få ghetto-fænomenet af Danmarkskortet?

De unge som har sat ild i alverdens ting har ingen brugbare undskyldninger. De er en opgave for Politiet.

Men den politiske opgave er, at forebygge at de små søskende følger i de store fodspor. At første gang nogen pjækker, så starter indsatsen mellem skole og forældre, klubber og frivillige netværk.

At alle unge har så travlt med deres skole, uddannelse, idrætsdyrkelse osv., at alle de ekstreme må tale med sig selv, fordi ingen gider spilde tiden på den slags.

Jeg savner at nogen er klar til en langsigtet indsats - der er for meget snak, snak, snak

Helle Thorning og Margrethe Vestager har idag inviteret til en midterregering med Konservative, Ny Alliance, S og R.

Det er virkelig nyt lederskab. Her er det rene opgør med blokpolitikken. Ikke tomme fraser om samarbejde med dem der vil, og alle må være med, men finansloven laver vi altid med Dansk Folkeparti. Derimod et reelt tilbud om en midterregering, som stabilt kan løse nogle af de problemer, der trods landets rimelige tilstand rent økonomisk, stadig udestår. På miljø, på offentlige service og på udlændingepolitik.

Naser Khader har taget pænt, men afmålt i mod. Men det er jo ikke længe siden, at netop denne koalition var hans drømmescenarie. Det var på forsiden af Politiken. Og ser man mere på politik end personer, er der jo klart mere for Ny Alliance i en midterkoalition end i en højre-blok med DF.

Konservative har afvist blankt. Men jeg tror Bendt B. skal sove på den. Jeg kender mange konservative politikere, der er trætte af DF. Behøver jeg nævne Connie Hedegaard, Pia Christmas og Henriette Kjær, som oplagte eksempler.
Inderst inde vil Bendt også gerne have en regering, som er uafhængig af DF. Jeg nægter at tro andet.

Jeg kan altså ikke lade være med at lege med den her tanke.

Tænk nu hvis…..

Ingen har i den forgangne periode i Folketinget kæmpet mere intenst mod regeringens familiesammenføringsregler end jeg. Jeg er totalt imod 24 års reglen og tilknytningkravt, fordi jeg har mødt en masse mennesker, hvis familieliv er blevet ødelagt af disse.

Personligt mener jeg, at det er muligt at lave regler, som både forhindrer tvangsægteskaber og import af ægtefæller OG giver plads til kærlighed.

De regler, vi har, gør ingen af delene. Der er desværre stadig tvangsægteskaber og vi svigter de unge massivt. Nogle sendes til fjerne egne til en ægtefælle, de ikke kender - andre havner på krisecentre i Malmø. Reglerne forhindrer ikke tvang, men betyder for en del at tvangen foregår et sted, hvor INGEN kan hjælpe dem. Tilgengæld sidder en masse mennesker i Malmø og Flensborg, som gerne ville bo i Danmark - deres fædreland. Men det må de ikke, selvom deres kærlighed er den ægte vare.

Vi skal forhindre ægteskaber, som ikke baserer sig på kærlighed, men skal ikke som det eneste land i Europa forhindre vore egne statsborgere i at bo i Danmark med deres ægtefælle og børn.

Det kræver en ny politik på området. En politik som kan se forskel på de her pseudo-ægteskaber og kærlighedsægteskaber. Det tror vi på kan lade sig gøre - vi ser spændende løsninger rundt om i Europa. Det arbejder vi på at skaffe flertal for fra nu af og indtil det sker. 

Det Margrethe forklarer i Politikken idag er derfor blot, at vi i Radikale Venstre kun har ét ultimativt krav til en ny regering - hvis den skal føre en anden politik, skal den være uafhængig af Dansk Folkeparti.

Man kan også sige - at vi tror det er nemmere at finde nye løsninger på familiesammenføringsområdet, hvis Pia Kjærsgaard ikke er en del af flertallet. Der er kortere vej til hjertet på en socialdemokrat end en DF’er - også efter et valg!

Efter to gange partilederdebat i går og debatten på DR2 i dag står man jo noget undrende tilbage på asylspørgsmålet.

Hvorfor er det, at Naser Khader - som hævder at asylspørgsmålet er næsten ulitmativt - peger på Anders Fogh og Pia K, når de to intet vil på asylområdet der kommer i nærheden af Khaders politik?

Omvendt er Margrethe og Helle anderledes klare i mælet. Skifter flertallet, så bliver der taget hånd om asylansøgerne. Ingen skal blive syge af ophold i danske centre, og der skal loft over opholdstiden. Præcis som Naser Khader argumenterer med forslaget om kun at have modtagecentre.

Ny Alliance siger at politikken er vigtigere end hvem man samarbejder med, men hvorfor holder de så stædigt fast i en mand, de er uenige med, istedet for at - i det mindste på dette område - at tilslutte sig det alternative flertal, som ikke ligger under for Pia K?

Det spørgsmål skal tre ugers valgkamp afgøre.

Vi har idag på folketingsgruppens møde besluttet at pege på Helle Thorning-Schmidt som foretrukken forhandlingsleder.

Jeg synes det er bedst at gå til valg med en klar position. Skal vi have en regering, der er uafhængig af Dansk Folkeparti bliver det med S - for Anders Fogh og Pia hænger sammen som ærtehalm.

Vi skal have gjort noget ved miljøet, som vores ressourceforbrug mindskes. Vi skal have sikret mere tillid til de offentlige ansatte - kun det giver mere kvalitet. Og vi skal have en anstændig udlændingepolitik, så ingen bliver syge i vores asylcentre.

De ting får vi mest af hos S - derfor vores valg. Og nu er det så vælgernes tur.

Skal Anders og Pia fortsat styre Danmark eller er det til at to unge, stærke kvinder overtager roret?

God valgkamp!

Jeg har lige læst dagens artikel i Information om Regeringens såkaldte forhandlinger om hjemsendelse af afviste asylansøgere til Irak. Det er en mageløs manipultaion som Information kan blotlægge.
21 gange har irakerne sagt nej- og aldrig veget en tomme. Eneste udvikling i sagen har været, når møderne måtte aflyses pga. terrorrisiko i Bagdad (!!).
Det kalder Hvilshøj en god og konstruktiv dialog. Det er da monolog!
Danmark har også meget “charmerende” forsøgt at bestikke irakerne med bistandskroner for at tage flygtninge tilbage. Hvor klamt!
Og så kommer vi ind til kernen: Vi har jo foreslået at ingen asylansøgere skal sidde mere end 18 måneder i et asylcenter. Kan de ikke sendes hjem, må de lukkes ud.
Men det er blot en præcisering af en eksisterende regel. For idag skal Rigspolitiet vurdere om det er udsigtsløst at blive hjemsendt. Er det det, så kan man allerede under nuværende lovgivning give midlertidigt ophold.
Er det udsigtsløst at få nogen sendt hjem til Irak? I den grad. FN anbefaler det ikke. Den Irakiske regering siger nej, nej og atter nej.
Det eneste der står tilbage er en mageløs manipulation af den danske offentlighed, som foregøgles, at man kommer fremad i forhandlingerne med Irak. Det er vrøvl og derfor fanger fælden. Nu må de alså lukkes ud!

Malta er et af verdens tættest befolkede lande, selvom den lille ø-stat kun har 400.000 indbyggere.
Malta har i år fået omkring 1.500 flygtninge med båd fra Afrika. Skulle vi have en tilsvarende tilstrømning til Danmark ville det svare til at der i sommermånederne på Fanø og Bornholm eller Vestkysten dukkede mere end 20.000 flygtninge op. I stedet fik vi altså bare ca. 1.500 asylansøgere (ingen med båd, så vidt vides)

Mit besøg viste, hvor svært Malta har det med at håndtere opgaven. Det første stykke tid er flygtningene tilbageholdt i lukkede centre, som i varierende grad er fra meget ringe til helt forfærdelig stand. De bedste har elendige sanitære forhold, sparsomme adgang til udendørs areal som eneste aktivitets mulighed og meget dårlig adgang til lægehjælp.

Kvinder og familier bor under tag, men med meget lidt adgang til toilet og bad, og ingen adskillelse af kønnene. De har adgang til frisk luft på et lille udendørsareal nogle gange om ugen.

Det værste er dog de 400 mænd som bor tæt pakket i telte, som netop nu, hvor regn og vind for alvor taget til i Malta, er helt uegnet til ophold. Deres toiletfaciliteter er fortvivlende dårlige, og deres drikkevandstanke står udækket under åben himmel. De får ikke den lægehjælp og medicin, de mener at have brug for.

Flygtninge opholder sig højest 12 måneder i centrene, mens afviste asylansøgere fastholdes indtil 18 måneder. Herefter overgår de til åbne centre, hvor de kan forsøge at finde arbejde og integrere sig i det omkringliggende samfund.

Malteserne er ikke stolte af deres overfyldte centre. Og de burde rettelig gøre mere. Adgang til lægehjælp, tag over hovedet og sanitære forhold er helt, helt banale fornødenheder, som enhver har ret til.

Men det er altså også et fælles europæisk ansvar, at assistere. EU’s grænseagentur FRONTEX har haft aktioner i farvandene mellem Libyen og Malta med nogen succes. Succesen er dog især, at flere flygtninge reddes. Da Libyen ikke vil tage dem tilbage, bliver de alligevel tage med til Europa. Men det er jo altså en bydende nødvendig humanitær opgave, at hjælpe med denne patruljering, så flygtninge ikke mister livet i forsøget på at komme til det forjættede land. Hvert år ender livet på denne måde for hundredvis af mennesker. En tragedie, der kunne forhindres, hvis de europæiske lande satte sig for det. Hvorfor tilbyder Danmark ikke Olfert Fischer eller et hjemmeværnsskib. Mon ikke værnepligtige vil stå i kø for at få lov til at bruge deres tid i trøjen til at redde menneskeliv i Middelhavet. Jeg skulle gerne tage en måned på dækket. Vi må da gøre noget. Den heroiske indsats fra Danmark er indtil videre et par skrivebordsbureaukrater til sagsbehandling – desværre ikke nogen med sprogkundskaber der gjorde dem anvendelige i regionen….

Ca. 50% af flygtningene ender med at få enten asyl eller humanitært ophold. Malteserne deler nemlig FNs opfattelse af, at man har fortjent beskyttelse, hvis forholdene i ens hjemland er som i fx Irak eller Sudan, hvor borgerkrige gør tilbagevenden udsigtsløs.

Med de nuværende flygtningestrømme kan end ikke et maltesisk samfund i pæn vækst integrere denne mængde mennesker.

Derfor bør de europæiske lande dele byrden. Anerkendte flygtninge og humanitært beskyttede burde genbosættes i andre EU-lande.

For nu hober de sig op i de åbne centre på Malta, som pga. bevægelsesfriheden er bedre end de lukkede, mens ellers ikke har meget at tilbyde. Knap 1000 mennesker kan se frem til en maltesisk vinter i en teltby ved lufthavnen. Her bor de i tynde telte, hvor myndighederne pt. kæmper en desperat kamp for at sikre strømforsyningen, når beboerne skal forsøge at varme dem med el-varmere i de kolde måneder. Vi er nødt til at gribe ind. Irland, Litauen og Holland har gjort symbolsk anstand til hjælp. USA har lovet at tage 200 hundrede årligt. Hvis vi nu i Danmark tog 20 (siger og skriver tyve) og overtalte de andre lande til at tage forholdsvist lige så mange, var problemet løst. Vi har et grænsefællesskab, men ikke megen solidaritet!

Samlet set burde Danmark:
Tage ved lære af Malta:
1. Uanset langt sværere forhold end i Danmark kan Malta ikke få sig selv til fastholde asylansøgere på centre mere ned 12 måneder (18 måneder for afvist). Hvis Malta kan have et loft over opholdstiden i centrene, så kan Danmark også.
2. Malta giver næste halvdelen af flygtningene beskyttelse, fordi de kommer fra områder det er udsigtsløst at vende tilbage til. Det gælder f.eks. irakere og sudanesere.

Hjælpe Malta:
1. Ved at gå forrest i EU og tage fx 20 flygtninge årligt ud af teltlejrene i Malta og til Danmark.
2. Ved at tilbyde et flådefartøj eller en hjemmeværnskutter til patruljering i farvandet mellem Libyen og Malta fra april til september næste år, så tabet af menneskeliv kan reduceres.

Så er jeg på Malta, for at besigtige deres asylcentre. Det er tredje gang at jeg for Europarådet er på inspektion for at tjekke om forholdene for de mange bådflygtninge fra Afrika er acceptable.

Sidst var det Italien som har forbedret sig meget. Det er godt. Jeg håber det samme er tilfældet på Malta, som har fået megen kritik for sin mangelfulde behandling af flygtningene.

Idag har jeg talt med en række humanitære organisationer på stedet. Det FN, Den Internationale Migrationsorganisation (IOM), De lokale Jesuiter som tager et stort slæb m.fl.

Det er ikke behagelige ting, de kan fortælle om de lejre jeg i morgen skal se. 1000 mennesker i slidte telte på et tidspunkt hvor regn og vind har kastet sig over Malta. Kvinder og børn som kun får frisk luft en time to gange om ugen. 100 mennesker der deler 3 toiletter og 2 bad - begge dele uden lås på døren.

Jeg håber de  her ting er enkeltstående tilfælde. I hvert fald virkede de to Maltesiske ministre jeg mødte i eftermiddag helt afvisende.

Vi får se i morgen.

Var på stadion i Århus i går. Vi tabte som bekendt 3-1 til Spanien. Man skulle ellers tro, at det var en fordel for Olsens 11 at spille på et stadion med et egentligt græstæppe imodsætning til Parkens pløre.

Men det var taktikken den var gal med. På vej på stadion fik jeg en sms fra en journalist-bekendt. Danmark stillede kun med en angriber - Jon Dahl. En håbløs defensiv taktik i en kamp som skulle vindes. Vi var lige ved at vende om og gå hjem. Det skulle vi måske have gjort. I hvert fald stillede Danmark op med spilleforbud på spaniernes halvdel, når de havde bolden. Og så kørte de jo bare bolden rundt.

Nå, men Århus fik vist, at vi sagtens kan huse store landskampe. I går var det ikke rammerne, men taktikken der glippede. Så lad os håbe at vi også her tager ved lære af Spanien og Sverige, som spiller kampe forskellige steder i de respektive lande. Århus er givetvis klar igen.

Jeg har hørt to statsmænd tale i dag. Anders Fogh åbningstale i Folketinget og så Bill Clintons i Brøndby, som jeg så på tv.

Når Clinton suser rundt i verden bruger han Danmark som et eksempel på, hvordan det skal gøres. Vi har haft økonomisk vækst uden at have stigende energiforbrug. Vi har skabt et samfund med meget lav ulighed. Vi investerer i den tredje verden.

Og hvad så med Fogh? Ja, han trækker veksler på den udvikling som Clinton hylder. Men han glemmer, at den ikke kom af sig selv. Fogh taler om ligestilling og kvindefrigørelse, men vil sende irakiske kvinder hjem til tvangsislamisering i Irak. Han taler om børn, der er ofre for ulighed, men vil ikke hjælpe asylbørnene med at få en værdig tilværelse. Han taler om behovet for en indsats mod klimaforandringer, men har ladet energiforbruget stige i Danmark for første gang i 30 år. Han taler om indsats for Afrikas kvinder, som blev ramt allermest da Regeringen skar ned på udviklingsbistanden i 2002.

De gode resultater kom ikke af ingenting. Lad os håbe Fogh ikke bare vil kigge på, men være med.